Nyheder2019-08-20T09:38:09+02:00

NYHEDER OM FORMUEPLEJE

Her kan du få de seneste nyheder om formuepleje, investeringsfonde, afkast, omkostninger og investering.

Økonomer ved ikke altid hvad de gør

John Bogle, stifteren af verdens nu næststørste kapitalforvalter Vanguard, blev i starten af sin karriere trukket til side af en kollega, der ville fortælle ham hemmeligheden omkring finansbranchen: Nobody knows nothing! Kortere og mere præcist kan det ikke siges omkring den nuværende rentevirak. I årevis har den faldende rente fået en del opmærksomhed, og mange [...]

John Bogle, stifteren af verdens nu næststørste kapitalforvalter Vanguard, blev i starten af sin karriere trukket til side af en kollega, der ville fortælle ham hemmeligheden omkring finansbranchen: Nobody knows nothing! Kortere og mere præcist kan det ikke siges omkring den nuværende rentevirak.

I årevis har den faldende rente fået en del opmærksomhed, og mange står i kø for at have en mening om, hvor renten er på vej hen, om minusrenter er holdbart og meget andet. Centralbanker bruger renten og andre instrumenter til at påvirke samfundsøkonomien, og det overordnede mål må vel være, at vi alle sammen bliver rigere. Men hvad nu hvis det er sådan, at ingen egentlig ved, hvad de snakker om? Og at befolkningen, investorer, virksomheder, banker og andre ikke reagerer som centralbankøkonomernes modeller forudser. Spilder en masse mennesker så ikke deres tid?

En af mine professorer sagde i en lektion tilbage i 00’erne, at den amerikanske centralbank mente, at den havde stimuleret økonomien tilstrækkeligt under depressionen i 1930’erne. Men årtier senere fandt vi ifølge professoren ud af, at der ikke var nok likviditet; pengemængden var for lille, så centralbanken havde ikke stimuleret den amerikanske økonomi i tilstrækkeligt omfang alligevel. Den havde med andre ord ikke styr på sagerne.

Lad os bare antage at den amerikanske centralbank jokkede i spinaten dengang. Hvad gør centralbanker så ”forkert” i dag, som vi først finder ud af i 2050? Er minusrenten skadelig, og burde den hæves eller sænkes, og er obligationsopkøbspakkerne fornuftige? Det ved vi ikke, og det er min pointe: Økonomien, finansmarkederne, menneskelig adfærd – det er komplet uforudsigeligt og ofte også uforklarligt.

Tag den langtrukne britiske udtræden af EU som eksempel. Jeg tænker, at vi kan blive enige om, at usikkerheden næppe har gavnet den globale økonomi. Indrømmet det er svært at gøre op, og vi har ikke kørt et sammenligneligt laboratorieforsøg ved siden af, hvor Brexit blev hurtigt afviklet. For vi kan naturligvis ikke køre laboratorieforsøget ved siden af, og bagefter konkludere hvad der virkede bedst og bruge konklusionerne i andre sammenhænge. Ligesom vi heller ikke kan køre laboratorieforsøg med renteændringer, minusrenter opkøbsprogrammer, og hvad vi ellers kan finde på af økonomiske tiltag. Med det perspektiv in mente, kan vi end ikke engang bagefter bevise, at fordi vi ændrede renten en smule så steg boligpriserne eksempelvis fem procent. Vi finder årsagssammenhænge, der sikkert bare er tilfældigheder.

Jeg tænker, at usikkerheden affødt af at centralbankerne justerer renten op og ned på den ene side skaber utilsigtet handlingslammelse. Tænk alene på hvor mange mennesker i hele samfundet, der stopper op i deres hverdag og bruger tid og energi på at spekulere over renten. På den anden side flyttes der også rundt på investeringerne, hvilket principielt bare svarer til, at man flytter bunker rundt på skrivebordet; aktier og obligationer skifter ejere. Men det bliver samfundet ikke rigere af. For alle dem der spekulerer og er involveret i værdipapirhandler kunne i stedet arbejde koncentreret med noget nyttigt eller bare nyde livet. Porteføljemanagere, centralbankansatte, økonomer, journalister, politikere, de mange nye hvidvaskkontrollører, befolkningen generelt der investerer sine penge. Listen er meget, meget lang. Vi får da mere ud af at bygge broer, udvikle og forbedre miljøvenlige produkter og energikilder, servicere kunderne, uddanne børnene og slibe saven så vi fælder træer på den halve tid. Omskol de ansatte i finanssektoren, og dem der leverer ydelser til sektoren. Vi er alt for mange, der laver noget unyttigt.

Nogen mener sikkert, at de mange økonomiske finjusteringer fører til mere vækst og rigdom. Jeg tænker, at det ligeså godt kan være modsat. Når renten ændres, sætter det skub i et væld af unødige handlinger gennem hele finanssektoren og ud til befolkningen. Og som nævnt også unødig passivitet. Det er umuligt at bevise, om en stabil rente eller mange renteændringer med mere er bedst. Så jeg synes, der er et godt argument for at lade være og bruge tiden mere fornuftigt. Hvis en økonomisk model ikke virker, så skrot den, skrot finjusteringerne. Modellen er ikke altid bedre end ingenting, nogle gange er den værre.

By |24. september - 2019|

Aktieboble på grund af ETF’er er nonsens

ETF’er er den mest succesfulde nytænkning inden for investeringsverdenen i de seneste årtier. De er fuldt gennemskuelige og har forsvindende lave omkostninger sammenlignet med deres fætre, de traditionelle investeringsforeninger. Trods fortræffelighederne går der sjældent en uge uden at de populære indeksfonde og ETF’er bliver beskyldt for alskens ulykker på investeringsmarkederne. Senest er Michael Burry – [...]

ETF’er er den mest succesfulde nytænkning inden for investeringsverdenen i de seneste årtier. De er fuldt gennemskuelige og har forsvindende lave omkostninger sammenlignet med deres fætre, de traditionelle investeringsforeninger.

Trods fortræffelighederne går der sjældent en uge uden at de populære indeksfonde og ETF’er bliver beskyldt for alskens ulykker på investeringsmarkederne. Senest er Michael Burry – kendt for at forudse finanskrisen bl.a. i filmen The Big Short – citeret for at sige, at de mange penge i ETF’er har medført, at store selskaber er handlet op i pris: Det er en boble som før eller siden vil briste.

Kan der være noget om snakken?

ETF’er udgør kun en lille del af aktiemarkedet

ETF’er er ganske rigtig steget eksplosivt i omfang de seneste år. Men de udgør fortsat kun en lille del af investeringsuniverset:

Figur 1. Hvem ejer aktierne? Fordeling mellem enkeltinvestorer (brun), pensionskasser (orange og lyserød), investeringsforeninger (lyseblå) og ETF’er (rød pil – kun 5%) i USA siden 1947. Kilde: The Federal Reserve.

Der er meget lang vej til ETF’ernes verdensherredømme. 95% af aktierne er ejet af almindelige mennesker, pensionsfonde og investeringsforeninger (mutual funds på engelsk). Hvorfor er der ingen der frygter et markedscrash på grund af de aktive spillere, der totalt dominerer billedet?

Det er mærkværdigt at læse så mange eksperter mobbe børshandlede fonde med markant lavere udgifter, der understøtter langsigtet investering og med sikkerhed slår langt størsteparten af de andre aktører. Det kan man da kun være kritisk over for, hvis man sidder på den dyrt betalte side af bordet! Og der har du forklaringen: ETF’er gør nas på de velbetalte banker og managers. De har god grund til at hyle over ETF’ernes udbredelse. Men vi investorer bør løbe rundt med brede smil og armene i vejret.

Er passive investorer dumme og frygtsomme?

En anden hyppig kritik af ETF’er er, at køberne repræsenterer nye penge, der vil sælge ud ved det første tegn på panik. Der bliver trangt ved udgangen når alle amatørerne vil sælge, boblen vil briste og bla-bla.

At sige der er en boble på grund af ETF’er er det samme som at sige, at der er en boble på grund af antallet af investorer. Men antallet af personer der investerer i aktier, på den ene eller anden måde, er faktisk ikke steget over tid. De har bare skiftet fra dyre til billige løsninger.

Hvad hvis alle investerer passivt?

Hvad hvis alle bliver indeksinvestorer? Så er der ingen markedsmekanisme til at regulere priserne, lyder kritikken. Kig igen på figuren ovenfor – vi er ikke i nærheden af at være tæt på den situation. Skal vi også spekulere på hvad der mon kommer til at ske, hvis alle mennesker begynder at motionere og leve bæredygtigt? Det er jo også helt urealistisk. Er det i givet fald McDonald’s og de store olieselskaber, vi skal have ondt af?

Vil den prissættende del af markedet nogensinde forsvinde? Det kan jeg ikke forestille mig. Der vil altid være alfahanner derude. Der er masser af handler til at markedet kan finde sin balance. Nogle vil endda sige alt for mange. For 50 år siden blev der handlet 3 millioner aktier dagligt på børsen i New York. I dag handles der 25 millioner Apple-aktier dagligt og 15 millioner Facebook aktier. Handelsmængden er eksploderet.

Der har altid været markedstumult

Der var ingen billige måder at investere på i 1929, 1973 eller 1999, men der var masser af panik. I 1970’ernes stygge aktie-deroute trak investorer penge ud af investeringsfonde (aktive vel at mærke!) 22 kvartaler i træk. Folk sælger når det falder, og det falder når folk vil sælge. Den menneskelige psykologi synes at være konstant over tid.

ETF’er er en stor gevinst for investorer, høj som lav. Men de forhindrer ikke irrationel adfærd. Og deres effektivitet gør, at de er guf for spekulanter, der tror at afkast opstår ved at købe og sælge værdipapirer igen og igen. Derfor er sund investoradfærd stadig vigtigere. Der er jo intet specielt ved en ETF, den er blot en skøn måde at eje en andel af en investeringskurv med stor risikospredning på. Både Bogle og Buffett har stillet skarpt på, at man ikke bliver en god investor, bare fordi man benytter passive fonde. Uden den rette disciplin går den ikke. ETF’er kan ikke trylle.

Lave omkostninger er kommet for at blive

Det vigtige er, at bevægelsen fra fonde med høje til lave omkostninger er et permanent skifte. De fondsudbydere, der ikke har forstået det, vil før eller siden blive ramt af den stadig mere omkostningsbevidste forbruger. Det synes alle bobleudråberne at overse.

Den eneste boble der brister med ETF’ernes komme er såkaldt skabs-indeksering: Dyre aktive fonde, der i praksis har en passiv strategi vil blive luget ud. Det tager dog tid, for de fleste investorer kan ikke gennemskue det. Hvordan er det for eksempel muligt at have 16 mia. kroner placeret i Danske Invest Flexinvest Aktier med en aktiv strategi, når der ligger mere end 1.700 “særligt udvalgte” aktier i fonden? Jeg må være dig svar skyldig. Men jeg er overbevist om, at den slags har fremtiden bag sig.

Når det kommer til ETF’er er min konklusion: You ain’t seen nothing yet.

 

Jesper

 

By |13. september - 2019|

Er USA på vej i Japan-fælden?

Historien om japanske aktier er ikke for små børn: Siden toppen i 1989 er det japanske aktiemarked hoppet frem og tilbage lige langt. Tredive år uden afkast! På det seneste har jeg læst og hørt flere hævde, at USA er på vej mod samme skrækscenarie med superlave renter, forsvindende inflation og nulafkast på aktier trods [...]

Historien om japanske aktier er ikke for små børn: Siden toppen i 1989 er det japanske aktiemarked hoppet frem og tilbage lige langt. Tredive år uden afkast!

På det seneste har jeg læst og hørt flere hævde, at USA er på vej mod samme skrækscenarie med superlave renter, forsvindende inflation og nulafkast på aktier trods fuld beskæftigelse. Er der noget om snakken?

Lave renter og pengepolitiske tiltag kan bestemt være med til at løfte prisen på aktier. Det er billigere at låne for virksomhederne, og afkastet på obligationer bliver mindre attraktivt. For nuværende er forholdet mellem aktiekurs og indtjening i virksomhederne, det såkaldte P/E-forhold, 20 for det amerikansk aktiemarked. Hvilket er højere end det historiske gennemsnit på 15, men på ingen måde urimeligt, specielt ikke med tanke på at alle de største teknologivirksomheder har base i Guds eget land, og at disse har været drivkraften bag et afkast på godt 200% på USA aktier siden 2010.

Men Japan anno 1989 var i en helt anden liga hvad angår værdiansættelser. I 1980’erne steg det japanske marked med mere end 1100% svarende til 29% i årligt afkast (!!). Og dette på bagsmækken af en optur på 400% i 1970’erne, hvor andre aktiemarkeder havde det svært. Med andre ord ville 100 kroner i 1970 være vokset til 6.000 kroner i de følgende tyve år, hvis du havde investeret dem bredt i det japanske marked.

Yderligere fakta om Japan anno 1989:

  • I perioden 1956-89 50-dobledes jordpriserne, mens prisen på forbrugsvarer blot blev fordoblet
  • Det japanske ejendomsmarked var værdisat til det firdobbelte af det totale amerikanske ejendomsmarked.  Kejserens Palads i Tokyo blev vurderet til at være mere værd end hele Californien
  • Aktiekurserne var de seneste ti år vokset tre gange hurtigere end indtjeningen i virksomhederne, og P/E-forholdet var abnorme 60.
  • Mere end 20 golfklubber havde et beskedent gebyr på 1 million US dollar – altså bare for at blive medlem

Der er ikke noget at sige til, at Japan for tredive år siden bliver omtalt som den måske største finansielle boble nogensinde.

Årsagen til at japanske aktier har flagret rundt i nulafkast-land de seneste tre årtier er simpelthen, at aktieinvestorerne i perioden på 20 år fra 1970-1989 fik 50 års afkast. På samme vis er en væsentlig forklaring på de store stigninger på amerikanske aktier de seneste 10 år, at afkastet fra 2000-09 var negativt.

USA er i dag et helt andet sted end Japan var i 1989 set med aktiebriller.

Figur 1. Kursudviklingen på det japanske (blå) og amerikanske (rød) aktiemarked de seneste 50 år. Indekseret til kurs 100 i 1970 og opgjort i US dollars.

Vil de lave renter føre til øget gældsætning i USA og oppustede priser? Det lyder plausibelt, men det er ikke hvad vi ser. FED’s opgørelser over de amerikanske husstandes gældsætning viser en faldende tendens de seneste ti år, hvor renterne netop har været usædvanlig lave. Forbrugerne har ikke kastet al forsigtighed overbord og gået låneamok, tværtimod. Desuden er der i dag luget kraftigt ud i boliglån til dårlige betalere, hvilket var en af årsagerne til finanskrisen. Kort sagt er husstandenes gældsætning faldet og kvaliteten af låntagerne steget siden 2010.

Hvad kommer der til at ske i de kommende år? Vil japanske aktier, der i dag har en beskeden P/E på 13, endelig have betalt prisen for fortidens uhyrlige kursridt? Det skal jeg ikke spå om, alt er muligt. Men vi ved, at det økonomiske USA i dag ikke er i nærheden af at være, hvor Japan var for tredive år siden – for det var helt skævt dengang.

 

Jesper

By |27. august - 2019|

Hvad er risiko?

Eksperters risikosnak indeholder ofte ord som volatilitet, Sharpe Ratio, Black Swan og lignende udtryk – som blot synes at gøre den almindelige investor endnu mere usikker! Er det usikre tider? Ja. Af den simple årsag at markederne altid er usikre, på samme måde som det altid er farefyldt at køre motorcykel. Risiko er det der er [...]

Eksperters risikosnak indeholder ofte ord som volatilitet, Sharpe Ratio, Black Swan og lignende udtryk – som blot synes at gøre den almindelige investor endnu mere usikker!

Er det usikre tider? Ja. Af den simple årsag at markederne altid er usikre, på samme måde som det altid er farefyldt at køre motorcykel. Risiko er det der er tilbage, når man har taget højde for alt andet.

Leif og investorpsykologen

Forleden ringede Leif, der altid er befriende åbenhjertig og ligefrem. Det gik omtrent som følger.

Leif: ”Det går elendigt med mine aktier.”

Jesper: ”De er faldet 5 procent i august, så din balancerede portefølje er på +10 procent i 2019.”

Leif: ”Nåh!? Det har jeg slet ikke set. Jeg tænkte nu på mine lege-aktier, du ved”

Jesper: ”Altså dine særligt udvalgte ligtorne: Pandora, Ambu, Danske Bank og…?”

Leif: ”Jeg HAR solgt Danske Bank i sidste uge, jeg orkede dem ikke mere. Der står jo om recession og global nedtur uanset hvor jeg læser. På Facebook så jeg, at man kan shorte aktier og tjene på kursfald. Det er da bedre end at tabe penge på dem! Hvad synes du?”

(her gennemgik vi short-handlers ulyksaligheder; og jeg deaktiverede efterfølgende min Facebook konto i stille protest)

Jesper: ”Det lyder som om du har den forkerte løsning, Leif. Hvad siger din kære hustru?”

Leif: ”Hun synes jeg glor på skærmen hele tiden. Det tærer på humøret.”

Leif: ”Hvad med obligationer, forresten?”

Jesper: ”Dem har du tjent godt på, men de lave renter betyder lavere forventninger herfra.”

Leif: ”Skal vi så ikke sælge dem og købe aktier i stedet?”

Jesper: ”Det kan du sige, men der skal også være til en regnvejrsdag. Du har vist allerede rigelig med aktie-æg i din investeringskurv.”

Tre slags risiko som alle kan forstå

Mit råd til Leif og dig er: Stil dig selv tre spørgsmål:

  1. Hvor meget risiko er jeg nødt til at tage?
  2. Hvor meget risiko har jeg lyst til at tage?
  3. Hvor meget risiko har jeg det godt med at tage?

Unge mennesker med begrænset opsparing og lang tid til pension er nødt til at tage aktierisiko. Opsparingen skal forrentes undervejs, ellers er der ikke penge nok til en stadig længere pensionstilværelse. Og de har det bedste investorkort på hånden: lang tid.

Når opsparingen vokser falder nødvendigheden af at løbe investeringsrisiko. Mange af vores kunder kan derfor svare ”lav eller ingen” til spørgsmål 1 ovenfor. Man behøver ikke jagte et højt afkast for at leve det liv man ønsker. På den anden side vil vi gerne have opsparingen til at vokse, og i det mindste bevare købekraften over tid. Dermed er vi kommet til spørgsmål 2: hvor meget risiko har du lyst til at tage?

Problemet opstår når lysten overstiger evnen, det vil sige når vi tager mere risiko, end vi kan klare. Det er katastrofalt at bringe sig selv i en situation, hvor man må ændre sit liv drastisk fordi man tog unødige chancer. Nogle er aldrig kommet op på investeringshesten igen efter finanskrisen, fordi de havde flere aktier end de magtede. Det gjorde for ondt.

Spørgsmål 3 er derfor supervigtigt: Hvor meget risiko kan du leve et ubekymret investorliv med? Det er her Leif og utallige andre går galt i byen: De tager unødig risiko, dels som høj aktieandel, dels i form af store positioner i få enkeltaktier, der svinger vildt i kurs. Daglige markedsopdateringer kaster yderligere benzin på bålet. Prisen? Lange perioder med dårligt humør og lavere livskvalitet. Hvem ønsker at formuen er leverandør heraf? Jeg gør jeg ikke, og derfor ejer jeg ingen enkeltaktier.

Vi er bare mennesker, og fremtiden tegner altid dunkel og uvis. Derfor er investering svært. Når du kommer i tvivl om dine investeringer, så gør som Leif glimrende gjorde: ring til din rådgiver, luft tankerne og få mere ro i sindet.

Det er altid tid til at fjerne unødig risiko.

 

Jesper

 

By |19. august - 2019|

Finansnyheder og rentekurver

Sommer er en skøn tid, hvor vi kan lade batterierne op. Nogle daser, andre er aktive…og nogle surfer finansielle nyheder. Normalt går jeg i en lang bue uden om her-og-nu nyheder om markedet med tilhørende ekspertvurderinger, og særligt i agurketider. Men i år bestemte jeg mig for at prøve med daglige nyhedsfix fra finansmedierne. Hvordan [...]

Sommer er en skøn tid, hvor vi kan lade batterierne op. Nogle daser, andre er aktive…og nogle surfer finansielle nyheder.

Normalt går jeg i en lang bue uden om her-og-nu nyheder om markedet med tilhørende ekspertvurderinger, og særligt i agurketider. Men i år bestemte jeg mig for at prøve med daglige nyhedsfix fra finansmedierne.

Hvordan har oplevelsen så været? Helt forfærdelig!

Hvis du er med på nyhedstoget og føler dig stresset og opgivende, så har du min fulde forståelse. Det ER stressende. På Bloomberg kunne jeg denne uge læse, at ”markedet falder som en sten på grund af øget politisk usikkerhed”, uha. Tre timer senere var meldingen fra samme medie, at ”aktiekurserne stiger markant som følge af øget optimisme omkring den globale vækst”, hurra. Ændrede verden sig virkelig på få timer? Har journalisten særlige instrumenter til måling af usikkerhed og optimisme? Skal jeg gøre noget?

Historierne tilfredsstiller vores trang til at skabe sammenhæng i en kaotisk verden, men de er dybest set indholdsløse. Der er ingen facitliste, så skribenten kan frit høvle ”på grund af A så B”-udsagn afsted flere gange dagligt. Det er ren junk og tomme tankekalorier.

Når du løbende læser den slags, så er det min erfaring at det fører til simple og kategoriske tanker i stil med ”renten kommer ikke til at stige de næste mange år” eller ”markedet vil meget snart falde”, typisk understøttet af en ekspertudtalelse. Herefter er der kort vej til at rykke i spekulationsrattet og sælge en portion værdipapirer.

Tre gode spørgsmål

Hvis du går med den slags overvejelser, så anbefaler jeg at du stiller dig selv tre spørgsmål:

  1. Har eksperten du lytter til en god historik som finansiel prognosemager?
  2. Ved du noget, som de andre i markedet ikke ved?
  3. Vil du gerne ændre din portefølje sammen med andre frygtsomme investorer, vel vidende at disse oftest er endt med Sorteper i porteføljen?

Medmindre du kan svare JA til disse tre spørgsmål, så bør du næppe ændre dine investeringer.

”Jeg kan ikke lide aktier lige nu”, sagde en investor til mig. Men der er absolut intet usædvanligt ved aktier denne sommer. Aktieinvestering vil altid indebære et stort element af usikkerhed, men dine chancer er særdeles gode over en årrække, som du kan læse HER. Lad ikke stressende nyheder ødelægge dine gode plan. Vælg dem fra!

Renteudfordringen

De fortsatte fald på rentemarkederne hen over sommeren har forbløffet de fleste. Følgende figur illustrerer situationen:

Den fede blå linje viser hvad du kan forvente i afkast, hvis du investerer i danske statsobligationer, de såkaldt sikreste papirer. At den blå linje ligger under nul betyder, at det koster dig penge at låne penge til staten Danmark uanset hvor længe du binder dig. Tag for eksempel 10 år, hvor renten kan aflæses til at være -0,5%. Det betyder, at hvis du ”investerer” 100 kroner i dag, vil du sidde tilbage med 95 kroner om 10 år. Ikke ligefrem en drømmeforrentning.

De stiplede linjer viser samme rentekurve for 1 hhv 6 måneder siden. Renterne er altså faldet i perioden, ikke mindst den seneste måned. Det har været et skønt år for obligationsinvestorer, der tjener på faldende renter – afkastet har været godt 6 procent.

Som obligationsinvestor betyder det, at prisen på de traditionelt sikre papirer nu er rekordhøj. statsobligationer er gået fra at være risikofri renteafkast til afkastfri renterisiko. Karkluden er vredet, og den er nu helt tør.

I Miranovas obligationsporteføljer er det forventede afkast i dag omtrent 2 procent. Det skyldes dels at vi ikke benytter europæiske statsobligationer med negative renter, dels at vi har en del korte højrenteobligationer. Der er ingen lette løsninger som investor i dag.

Flere har spurgt om det er tid til at låne billige penge og sætte dem i aktier. Det må da øge det forventede afkast, ikke? Svaret er jo. Det har det alle dage gjort. Men det øger også risikoen. Husk på, at hvis investeringer alene gøres op i forventet afkast, så bør vi alle låne med arme og ben og placere pengene i aktier. Den form for russisk roulette med din opsparing vil jeg ikke anbefale.

En balanceret portefølje er fortsat klart at foretrække!

 

By |9. august - 2019|

Nyt fra Miranova om afkast og obligationer

I de seneste uger er bankerne blevet grillet i pressen for dårlig rådgivning om investeringer. Danske Banks direktør blev fyret, fordi næsten 100.000 af deres kunder har fået anbefalet en formueplejeaftale, hvor det forventede afkast var negativt. Finanstilsynet har bebudet, at de vil undersøge nærmere, om der i formueplejeaftaler med lav risiko er et forventet [...]

I de seneste uger er bankerne blevet grillet i pressen for dårlig rådgivning om investeringer. Danske Banks direktør blev fyret, fordi næsten 100.000 af deres kunder har fået anbefalet en formueplejeaftale, hvor det forventede afkast var negativt.

Finanstilsynet har bebudet, at de vil undersøge nærmere, om der i formueplejeaftaler med lav risiko er et forventet overskud efter alle omkostninger.

Afkast efter alle omkostninger er naturligvis noget vi altid har under luppen for at sikre os, at du som Miranova-kunde modtager et fair afkast. Ofte anbefaler vi at lade penge med kort tidshorisont og lav risikotolerance stå kontant i stedet for at investere. Nogle er ikke blevet kunder, fordi de hellere burde indfri gæld. Andre har haft afkastforventninger der ligger lagt fra, hvad vi mener er opnåeligt.

Det er ingen nyhed, at de lave renter udfordrer dig og mig som investorer. For fem år siden skrev jeg herom i Børsen, klik her her for at læse nærmere. Udfordringen med lave renter er udtalt på europæiske obligationer og særligt de danske. Hvis du vil låne penge til den danske eller tyske stat, så skal du betale for det. Det er ekstremt. Der hænger ikke frugter på de sikreste obligationstræer.

I Miranova tog vi i 2015 den store beslutning at sige farvel til europæiske statsobligationer i porteføljerne. Det var ingen nem beslutning, og vi drøftede længe fordele og ulemper. Men det vejede tungt, at man som investor løb en renterisiko uden udsigt til belønning herfor.

 

Obligationsporteføljen hos Miranova – hvad er det forventede afkast?

Ved årsskiftet var den effektive rente på obligationerne i vores porteføljer 3 procent. Med et obligationsafkast på hele 5 procent siden nytår er det forventede afkast fremadrettet nærmere 2 procent. Det er obligationernes logik: Når afkastet i en periode ligger langt over de effektive renter, så må man skrue afkastforventningerne ned. Og vice versa. Det kan ikke være anderledes.

Det vigtigste at notere sig er, at der er et forventet positivt afkast på obligationerne efter alle omkostninger. Og et højere forventet afkast på hele porteføljen, når også aktierne er inkluderet.

I porteføljerne er der mange tusinde forskellige obligationer, og der er naturligvis stor variation i det forventede afkast OG risiko. Obligationerne skal spille sammen, og de skal også spille sammen med aktierne og stabilisere porteføljen, så du som investor får det højst mulige afkast i forhold til risikoen. Det sørger vi for.

 

Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer!

 

Rune Wagentiz Sørensen

By |28. juni - 2019|