De seneste måneders svingture på aktiemarkedet har forståeligt nok udløst spørgsmål fra flere Miranova-kunder. Her kan du læse et af spørgsmålene og vores svar.

Hvorfor har vi ikke sikret aktiegevinsten, der kom i starten af året?

Spørgsmålet kom lige i kølvandet af det store fald på 10 procent tilbage i august.

Det højeste afkast opnår man blandt andet ved at holde fast i sine aktie- og obligationsandele, uanset hvordan kurserne udvikler sig. Sådan investerer vi i Miranova både for vores egne og vores kunders penge. ”Men alle kan jo se, at det falder” er vi også stødt på. Vi kan se, at aktierne er faldet, men vi kan ikke forudse, at aktierne falder.

Det er naturligvis besnærende at forsøge at sælge ud af aktierne, inden kurserne falder for at beskytte sine investeringer. Men sagen er, at man oftest sælger, når kurserne er faldet. Måske falder de mere, efter man har solgt, og så har man rent faktisk beskyttet sine penge. Måske stiger de, efter man har solgt, og så har man i stedet tabt penge.

Det korte svar er: Man skaber lavere afkast ved at bytte rundt mellem aktier, obligationer og kontanter alt efter fornemmelser for, hvordan kurserne vil udvikle sig fremover. Mange har forsøgt sig med det, og resultaterne er langt oftere dårlige end gode. Det er når resultaterne bliver målt. Men mange professionelle og private investorer måler ikke, om strategien med at time giver ekstra afkast.

Warren Buffett slår hedgefonde med samme strategi som Miranova

Den amerikanske storinvestor Warren Buffett har siden 2008 deltaget i et væddemål med formueforvalteren Protégé Partners, om at skabe det højeste afkast. Protégé Partners investerer i en samling hedgefonde, der har mulighed for at bytte rundt mellem aktier, obligationer og kontanter. Warren Buffett bruger en billig indeksfond – nøjagtigt som vi gør i Miranova, når vi forvalter dine penge. Væddemålet kører over ti år, og der er tre år tilbage. Stillingen var i starten af året et samlet afkast til Buffett på 64 procent og 20 procent til Protégé Partners, så Buffett ligger til at sejle storsejren stille og roligt i land.

Bemærk i figuren at Protégé Partners klarede sig bedre i 2008, da aktierne fik et ordentlig smæk. Men kort tid efter kom Buffett i førerposition og har ligget der lige siden.

Er det ikke tankevækkende, at Warren Buffett får større afkast ved at bruge en simpel indeksfond, og derved slår hedgefonde, som netop har som mål at ”slå markedet”?

 

Ikke-navngivet