Hvis du spiller 100 partier mod verdensmesteren i skak, Magnus Carlsen, hvor mange point vil du så score? Svaret er nul. Du vil tabe hver gang.

Lad os i stedet prøve med noget mere overkommeligt, nemlig at slå plat eller krone. Her kan du forvente at vinde i omtrent halvdelen af forsøgene, uanset hvilke anstrengelser du gør dig.

I skak giver historikken et særdeles stærkt fingerpeg om, hvad fremtiden vil bringe, mens det tidligere hændte i plat-eller-krone er ligegyldigt. Elementet af tilfældighed er minimalt i skak og maksimalt i kast med en mønt. Det kan vi alle forstå.

Så…hvor befinder investering sig på den skala? Er det skak eller plat-krone-agtigt?

Danske investeringsforeninger taber til markedet

I Miranova har vi opbygget en database af årlige afkast i danske investeringsforeninger på de største aktiemarkeder siden 2000. Jeg har fornylig tilføjet 2018-tallene, så vi snart har tyve års historik.

Tag aktiefonde, der investerer i europæiske aktier. Først beregner vi det gennemsnitlige afkast for alle fonde år for år. Herefter trækker vi afkastet på benchmark fra (MSCI Europe). Så kan vi se om de aktive investeringsbeslutninger over en bred kam har båret frugt. Her er resultatet, hvor den lodrette akse viser afvigelse i procent:

Sagen er bøf: De aktive investeringsforeninger halter efter markedet stort set hvert år (17 ud af 19 gange i figuren). Over hele perioden er forskellen 1,8% årligt.

Vi konkluderer, at aktiv forvaltning samlet set er en dårlig forretning for investorerne. Hvilket ikke er en nyhed. Ja, det er nærmest trivielt, for det årlige efterslæb på små 2 procent svarer jo til afdelingernes omkostninger.

Millionærklubbens anvisning kan ikke bruges

Hvad vil eksperterne i Millionærklubben sige til det? ”Vi er ikke uenige i dine tal. Men du misser fuldstændig pointen, Jesper, for du kigger kun på gennemsnittet. Der er mange fonde med dygtige forvaltere, dvs fonde med gode resultater. Det er dem, du skal se på.”

Eller sagt på en anden måde: ”Investering er som skak. Der er meget få tilfældigheder, og du kan finde de dygtige forvaltere på samme måde som du finder Magnus Carlsen: Se på resultaterne.”

Det lyder besnærende, men er det sandt? Vi har datasættet. Lad os se efter!

Her er en simpel fremgangsmåde: Identificer de globale aktiefonde med de bedste resultater i første halvdel af perioden og se hvordan de har leveret i sidste halvdel. Følgende fonde slog markedet med 3% eller mere om året før 2010: Skagen Global, Bankinvest Globalt Forbrug, Sparinvest Value, Valueinvest Danmark, Nielsen Global Value, Bankinvest Basis Globale Aktier og Carnegie Worldwide Globale aktier. Disse fonde leverede med andre ord afkast, der satte resten af markedet skakmat.

Se, det var den gode nyhed: Der er fonde med kanonresultater. Her er den dårlige: Ingen af de syv fonde med de bedste resultater før 2010 har siden kunnet følge med markedet. Skagen-fondene er kommet i strid modvind, og hovedparten af investorerne har trukket deres penge ud. Det samme gælder Sparinvest Value. Bankinvest Global Forbrug er netop lukket efter flere år med skuffende resultater. Osv.

Jeg skal spare dig for detaljerne, når tallene vendes og drejes. Konklusion er den samme uanset hvilke perioder, hvilke markeder og hvilke analytikere, der udfører arbejdet: Der er ingen brugbar statistisk sammenhæng mellem fortid og fremtid, når det kommer til afkast i aktive investeringsfonde.

Tag udgangspunkt i virkeligheden

Svaret på det indledende spørgsmål er derfor rungende og utvetydigt: investering er udpræget plat-eller-krone-agtigt.

Hvis du synes, at det er tankevækkende, mærkværdigt eller ligefrem urovækkende, at verden er på den måde, så har du min fulde forståelse. Men det ændrer ikke ved, at det er vores udgangspunkt som investorer: Det hjælper ikke noget bare at se på resultaterne. Skyd mig ikke som budbringer, det er blot en nøgtern observation.

Betyder det, at de aktive porteføljeforvaltere er som de berømte chimpanser, der kaster dartpile på avisens aktiesektion? Overhovedet ikke. De arbejder uden tvivl hårdt og dedikeret. Men det betyder, at deres indsats ikke gør en nævneværdig forskel.

Har Fundamental Invest tabt sutten?

Mange gange har jeg hørt investorer sige, at ”jeg har ikke noget imod at betale en høj pris, hvis jeg får et ekstra højt afkast”. Helt enig. Men hvis der ikke er en kendt vej til det ekstra afkast, så vil du vel heller ikke betale en høj pris for at forsøge med dyre fonde?

Alligevel kan man se, at pengene flytter hen hvor afkastene har været høje. Tag Fundamental Invest, som styres af Michael Voss. Mange tilskrev ham at være aktiemarkedets svar på Magnus Carlsen for et par år siden. Nu taler ingen om ham længere. Men jeg er overbevist om, at Michael Voss er hverken mere eller mindre dygtig nu end for fire år siden. Det er bare ikke gået hans vej på det seneste. Det er randomness.

Glem de årlige kåringer af aktive fonde

Hvad kan vi så bruge de årlige kåringer af de ”bedste” aktive fonde til? Det havde Paul Samuelson, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, en klar og berømt holdning til helt tilbage i 1974, som jeg til fulde deler:

“A respect for evidence compels me to incline toward the hypothesis that most portfolio decision makers should go out of business — take up plumbing, teach Greek, or help produce the annual GNP by serving as corporate executives.

Even if this advice to drop dead is good advice, it obviously is not counsel that will be eagerly followed. Few people will commit suicide without a push.”

Indeksfonde med superlave omkostninger er det logiske valg i en verden, hvor vi erkender, at vi ikke kan forudsige hvilke aktive forvaltere, der opnår de bedste resultater i de kommende år.

 

Jesper