Det vigtigste valg i verden i mange år? Skulle det være ligegyldigt?

Ja, for investorer er det ligegyldigt. Som borger, og menneske, kan man sagtens have et ønske om hvem, der vinder valget, men tænker man som langsigtet investor, er USA’s præsidentvalg uden betydning.

Prøv at tænke ti år frem i tiden og overvej, hvor meget du venter, at de globale aktiekurser til den tid er steget – eller faldet. Hvor stor en del af den kursudvikling tænker du kan tilskrives præsidentvalget i 2020? Næppe mere end et par procent, er mit gæt. I løbet af ti år vil der dukke mange, mange andre faktorer op, der påvirker kursudviklingen. Den smule, som præsidentvalget 2020 forklarer, er simpelthen for lille til, at det er noget, jeg som langsigtet investor vil handle på. Amerikanske præsidenters betydning for de samlede, globale overskud virksomhederne leverer til dig som investor er ret begrænset.

Er man daytrader eller kortsigtet aktiespekulant, er valget selvfølgelig økonomisk relevant. Det kan sagtens tænkes, at valget påvirker aktiekurser på kort sigt, altså over nogle uger eller måneder. Det kan også tænkes, at det får en vis betydning for finanspolitikken til næste år og for enkelte brancher: For en virksomhed som Facebook er det sikkert ikke ligegyldigt, hvem der vinder, og det samme gælder for amerikanske selskaber i energisektoren og sundhedssektoren. Men alle brancher under ét, i hele verden – vil de blive påvirket af valget i en grad, så det kan mærkes om ti år? Næppe. Altså, det er umuligt at afgøre om ti år, om et andet udfald af valget havde ført til et højere eller lavere afkast for dig.

Man kan også prøve at se på en kurve over den historiske udvikling i for eksempel S&P 500-indekset for amerikanske aktier. Udsving, der tager sig enorme ud, når man zoomer ind på dem, forsvinder, når man zoomer ud og ser på en længere årrække. Under finanskrisen brasede aktiemarkedet nærmest sammen. Men i dag ligger S&P 500 faktisk mere end dobbelt så højt som toppunktet før finanskrisen, trods finanskrise og coronachok. I det lange løb vil også præsidentvalget i 2020 være et lille bump på vejen.

Heller ikke alle store, professionelle investorer ser ud til at gå meget op i valget. Tilbage i januar prøvede J.P. Morgan, den store investeringsbank, at give et bud på virkningen. ”Med hensyn til aktiemarkederne er det svært at sige noget konkret om valgets sandsynlige påvirkning,” skrev banken. Uanset hvem præsidenten bliver, skal han have sin lovgivning igennem Kongressen, og allerede det lægger en dæmper på valgets betydning, forklarede J.P. Morgan.

I en nøddeskal: Det er usandsynligt, at du eller din forvalter først gætter, hvem der vinder valget og derefter tilpasser investeringerne, så du får et højere afkast, end hvis du bare fortsætter uden at gøre noget og sparer omlægningsomkostningerne. Det nytter ikke eksempelvis at sælge i forventning om kursfald for så at købe igen senere eller bytte aktierne ud nu. Præsidentvalget er i det perspektiv ligegyldigt.