”Hvad regner du med af afkast i 2021, Jesper? Jeg synes at læse, at alle er positive på aktier i år, selv om de vist er dyre. De holdt jo dampen oppe sidst år, hvilket jeg ikke kan forstå. Og de er godt ude af startblokken i januar, kan jeg se. Dollaren skal ned, ikke?”.

Det er essensen af de mange gode spørgsmål og overvejelser, jeg oplever hos investorer for tiden. Lad os adressere dem en ad gangen:

Er aktiemarkedet højt prissat? Det er der ikke et entydigt svar på. I lyset af at de traditionelt sikreste løsninger, statsobligationer og kontanter, i dag koster penge, vurderer jeg, at aktier fortsat er attraktivt prissat. Men jeg vil ikke sætte alle mine penge i aktier, medmindre jeg er helt komfortabel og afklaret med nogle aldeles rædselsfulde afkastperioder.

Hvis den kommentar virker bekendt, så har du helt ret – det er hvad jeg skrev for præcis 12 måneder siden. Og netop det kan vi bruge 2020 til: At minde os om, at vi er helt og aldeles uvidende om, hvad der kommer til at ske i år, og hvordan det vil påvirke vores investeringer. Virkeligheden kan overgå fantasien.

Tag eksempelvis såkaldte stabile aktier – de må da have klaret sig godt i 2020, hvor usikkerheden syntes uhørt stor? Forkert! De faldt med 6 procent. Hvad med selskaber med underskud på driften? De fik vel hug i en svær tid. Forkert! De klarede sig forrygende og steg med mere end 50 procent.

Jeg har altid positive forventninger til de finansielle markeder, hvor vi investorer får del i den underliggende værdiskabelse. Men det betyder ikke, at jeg har særlige forventninger til indeværende år, fordi kursudviklingen på den korte bane altid er domineret af spekulative stemninger, der kan vende 180 grader på ingen tid.

Sagt på en anden måde: Når man har været gift i 20 år og fortsat ikke kan læse sin hustrus tanker (hvilket bliver bekræftet flere gange dagligt), hvordan skal man så gøre sig håb om at gætte en så kompleks størrelse som investorers samlede tanker og fornemmelser? Markedsudviklingen i de kommende måneder bør være permanent at finde i Warren Buffetts berømte sorte kasse med spørgsmål, der er ”simply too hard”.

Det ærlige svar for ethvert aktie-år er: Jeg forventer 5-10% i afkast…plus/minus 25%. Det er hvad historikken om aktiemarkeder fortæller os. Præcision er en illusion.

Forventninger til 2020’erne

Ser vi længere frem, hvilket er det virkelig interessante for os investorer, begynder de fundamentale forhold at vinde over det spekulative element, og udsvingene bliver mindre voldsomme. Så noget ved vi da!

Når jeg ser på afkastforventningerne frem til år 2030 hos kapitalforvaltere som JP Morgen, Blackrock, Morgan Stanley etc. tegner der sig et klart billede, som opsummeres i denne fra Vanguards seneste Market Outlook for aktier:

Forventningerne til det årlige afkast på amerikanske aktier er på knap 5%, mens det for resten af verden er 8% (global equities ex-U.S.). Bemærk, at udsigterne for de store US-techselskaber, der befinder sig i kategorien U.S. growth, er beskedne 2% p.a. Det er ekstremt, intet mindre.

Budskabet fra kapitalforvaltere verden over er altså klart og tydeligt: De amerikanske tech-selskaber er prissat langt højere end selskaber i resten af verden. Derfor bør du justere dine langsigtede afkastforventninger, hvis du har en IT-tung portefølje, der giver dig en god, varm følelse i kroppen som følge af fede afkast de seneste år.

Tabellen giver anledning til at se lyst på fremtiden som aktionær med global spredning i en verden med lav inflation. Så jo, vi er fortsat optimistiske med investorbrillerne på for de kommende mange år!

 

/Jesper

 

P.S. Lider du af det frygtelige ”jamen-markederne-er-i-all-time-high-så-jeg-kan-ikke-investere”-syndrom? Da kan du med fordel læse denne fra JP Morgen der viser, at aktierekorder ikke er en forhindring for gode afkast, tværtimod.