Forestil dig, at du er investeringsansvarlig for en milliardstor formue, og du skal udvælge fem kapitalforvaltere til opgaven. Hvilken strategi vil du benytte til at sikre, at du har de fem bedste forvaltere på dit hold?

Du skal få lidt starthjælp i form af to strategier, A og B. Der findes en veldokumenteret metode (A) der giver god mening, og som du uden problemer kan få din organisation med på: Vi måler løbende på hver kapitalforvalters afkast, og hvis resultaterne er under middel over flere år, så erstattes denne af en anden investeringsmanager med gode resultater. Det giver mening, ikke?

Jeg kan også tilbyde en anden metode (B). Jeg skal spare dig for de tekniske detaljer. Du får blot at vide, at resultatet af B er, at dine nye forvaltere kommer til at gøre det dårligere end dem du sagde farvel til. Ja, dårligere.

Hvilken metode vælger du?

Du fornemmer nok, at der er ugler i mosen. For hvem i alverden vil vælge strategi B, hvor resultatet forringes som følge af vores anstrengelser?

Hvis du er tilhænger af strategi A, så tænker du som langt de fleste. Så lad mig hive uglen op af mosen: Strategi A og B er én og samme strategi! Kig grundig på følgende:

Kilde: Index Fund Advisors (2018).

Figuren viser resultatet af 3.700 professionelle investorers beslutninger om udskiftning af investeringsmanagere over en 10-årig periode. De gule søjler er resultatet hos alle de forvaltere, der kun var med i 1. halvleg, mens de blå søjler viser de nye forvalteres resultater, der kun var med i 2. halvleg. Og i begge tilfælde tre år før og efter beslutningen om at smide gul ud og sætte blå på banen.

Strategi A er tydeligvis i spil her: Managers med relativ dårlig performance erstattes af forvaltere med supergode resultater i samme periode (venstre halvdel af grafen). Ud med taberne, ind med vinderne.

Men det er ingen god strategi. Konklusionen er som skrevet står: ”The fired beat the hired”. De nye managers var gode – lige indtil de fik dem med på holdet. Og de gamle var dårlige – lige indtil de blev fyret. Det er dårlig timing.

Jeg er fuldstændig betaget af figuren. For den fortæller at de mest professionelle investorer samlet set har en strategi, der ikke virker. Hvis deres rådgivere havde aflagt et løfte i stil med lægernes om ”først og fremmest, ikke gør skade”, så har de kørt over for rødt lys. Alligevel fortsætter Investeringskonsulenter med at rådgive professionelle formuer på i alt uhyrlige 250.000 milliarder kroner ud fra dette verdensbillede, der ikke er understøttet af fakta.

Vi vælter os i stadig mere information og data. Men hvis vi glemmer at stille de rigtige spørgsmål, så bliver vi ikke klogere. Og det relevante spørgsmål er ikke ”hvad fik du i afkast sidste år?”. Det vigtige spørgsmål er: ”Fortæller de seneste års afkast mig hvilke managers, der fremover kommer til at gøre det godt?”. Og svaret på det spørgsmål er nej. Det er det figuren fortæller os.

Vi kan altid se i bakspejlet, hvem der havde de bedste resultater. Men den viden fortæller os ikke, hvem der fremover kommer til at gøre det bedst. Det gælder både investeringsfonde og forvaltere.

Så de såkaldte udvælgelseseksperter bør finde en anden strategi end at bytte aktive forvaltere baseret på de seneste års resultater. Men det kommer næppe til at ske. Dels fordi strategi A passer ind i det traditionelle billede af, hvordan verden fungerer, dels fordi der ikke er nogen anden metode der virker, og dels fordi det set fra rådgivernes synspunkt er fast arbejde. The show must go on.

Selv om data fortæller, at eksperterne burde stoppe med at bruge deres tid og andre folks penge på en strategi, der er dokumenterbart dårlig for deres kunder.

 

Jesper