24/09/2021

Pas på de nye ETF’er

Der er ingen tvivl længere: ETF’er er øverst på listen, når der skal investeres. Den seneste mellemtid fra USA fortæller, at der i årets første tre måneder strømmede yderligere 250 mia. US dollar ind i ETF’er. Hvilket omtrent svarer til værdien af 60 Storebæltsbroer om du vil. Det er store summer.

I de gode, gamle dage var ETF’er synonym med maksimal risikospredning i brede markeder og nærmest forsvindende lave omkostninger. Den type fonde er åbenlyst værdiskabende for langsigtede investorer. Det er netop den type ETF’er, vi hjertens gerne benytter i Miranovaporteføljerne i dag.

To type ETF’er

Men ak, verden er ikke længere så enkel. De såkaldt specialiserede ETF’er har møvet sig ind på vores ellers så overskuelige verden. I modsætning til de brede, traditionelle indeksfonde har disse nye ETF’er snævre mandater, hvor der investeres i en bestemt ide eller tema.

Figur 1. Aktiebaserede EFT’er i USA målt i formue (venstre) og fees (højre).

Figuren viser den forbløffende udvikling i ETF-formuen over de seneste 20 år, hvor der i dag er mere end 20.000 mia. danske kroner i aktie-ETF’er. Hovedparten af pengene er placeret i de traditionelle ETF’er med bred eksponering og superlave omkostninger (blå). Men de specialiserede ETF’er (rød) udgør en stor luns af markedet, særligt målt i fees til udbyderne (højre).

Stor efterspørgsel efter tematiske ETF’er

Jeg oplever stadig flere spørgsmål om ”de nye ETF’er”. Hvorfor ikke lave ETF-porteføljer med interessante temaer som ny energi, innovation eller digitalisering? Selv bankerne er begyndt at have dem på hylderne, dog fortsat godt gemt bag egne investeringsforeninger.

Jeg er enig i, at ETF’er kan være udmærket som byggesten i en temabaseret portefølje. Jeg tror endda også, at det kan være en god forretningside for Miranova.

Men jeg er ikke overbevist om, at det er en god ide for dig som investor. Lad mig fortælle dig hvorfor.

Fakta om de nye ETF’er

I den ferske og glimrende artikel ”Competition for Attention in the ETF Space” fra marts 2021 har forskere undersøgt, om de nymodens tematiske ETF’er skaber værdi for investorerne. Hvis du mod forventning ikke orker at nærlæse de 45 sider, er her deres opsummering:

”…Specialiserede ETF’er investerer i aktier, der tiltaler den typiske detailinvestor: høje afkast på det seneste, solid mediedækning og en god væksthistorie. Desværre har disse ETF’er oftest negative risikojusterede afkast efterhånden som interessen for de hypede aktier aftager…

Og de fortsætter:

“…vi har undersøgt om tematiske ETF’er skaber værdi ved at åbne nye veje til lukrative investeringsmuligheder. Svaret er nej… ETF’erne halter omtrent 3% efter markedet om året… denne underperformance er mest udtalt lige efter de tematiske ETF’er ser dagens lys, hvor den er hele 6% p.a. (!), og den varer ved i mindst fem år…

Det er den gamle historie om igen: Vi bliver ubønhørligt pumpet med gode investeringsideer, der har haft forrygende resultater (hey, så du ARK eller Global Clean Energy ETF’en, der steg +100% sidste år? Hvad med cannabis og bitcoin? Køb, køb, køb!).

Artiklen – baseret på fakta – fortæller en helt anden og relevant historie:
Temabaserede investorer trækker oftest et meget kort strå. Forklaringen er uhensigtsmæssig køb-dyrt-adfærd foranlediget af det, som investeringsbranchen alle dage har været bedst til: salg og markedsføring af nye fonde.

Det er ikke let at være kedelig som investor og sige nej til nye tiltalende ideer og muligheder igen og igen. Men det virker i praksis!

Vi har alle brug for underholdning og adspredelse, ikke mindst i disse tider. Det har aldrig været lettere at hoppe rundt på investeringsmarkederne. Der dukker stadig flere nymodens ETF’er op, som matcher en pludselig indskydelse og en god historie.

Næste gang det sker, vil jeg minde mig selv om de triste resultater den slags typisk fører til. Og hvis min ide synes genial og overset af alle andre, så spørger jeg mig selv, hvorfor der mon allerede findes en ETF med lige netop det tema for øje…

Pas på med de nye ETF’er.

 

/Jesper

 

P.S. Du kan finde omtalte artikel HER [1] og læse mere om ETF-markedet HER. [2]