Der er ikke meget, der er normalt i år 2020 på de finansielle markeder. Fire ud af fem aktiemarkeder i verden ligger fortsat i minus i år. Halvdelen af alle aktiebørser er nede med 15% eller værre, som du kan se HER. I samme periode ligger danske aktier i et solidt plus, mens eksempelvis norske aktier er nede med 20% i år. Det er helt usædvanligt – hvordan er det muligt? Hvordan kan Zoom, der leverer videokommunikationsudstyr, i dag være mere værd end Exxon Mobil, der for syv år siden var verdens mest værdifulde selskab?

Investorer er vilde med selskaber med underskud

Forvirringen når nye højder, når man ser kursudviklingen på selskaber, der i 2019 havde røde tal på bundlinjen. Der er godt 400 virksomheder i USA, som opfylder kriteriet om driftsunderskud sidste år. Hvordan tror du, de selskaber har klaret sig på aktiemarkedet i 2020?

Svar: De er samlet set steget med +50% i år. Halvtreds procent! Invester i samtlige selskaber med underskud og scor kassen.

Giver det overhovedet mening? Tja. Kraftige investeringer i software-baserede virksomheder er en væsentlig årsag til de røde bundlinjer. Markedet har på det seneste belønnet selskaber, der bruger alle pengene plus billig finansiering på at booste vækstambitionerne maksimalt i håbet om at blive et af de store IT-selskaber. Andre mener, at drømmene nu er helt ude af proportioner, og at de nuværende IT-giganter ikke lader sig vippe af pinden.

Jeg har forståelse for begge lejres synspunkter men mest sympati for skeptikerne. De allerfærreste vækstvirksomheder kan blive den nye Amazon. Jeg er særlig skeptisk til at jagte den type selskaber, efter at markedet har budt dem op i pris.

Den kuriøse kursudvikling i år på underskudsgivende virksomheder er på mange måder værd at skrive sig bag investorøret. Den fortæller, at dele af aktiemarkedet kan galoppere afsted, mens resten af verden har strid modvind. Det er let at forfalde til spekulation, når man oplever uhyrlige stigninger på kort sigt – det virkede jo, se selv!

Aktiemarkedet giver sjældent mening på den korte bane. Derfor er det i bedste fald misvisende at sætte lighedstegn mellem kursudvikling og kvalitet. Selv om danske aktier har banket norske aktier med 8-0 i år betyder det ikke, at danske aktier fortsætter i samme spor. Tværtimod indikerer nøgletal, at årets kursraketter er blevet dyre.

Historien om en biotekaktie

Hvis du fortsat synes, at en akties udvikling i løbet af et år er et godt kvalitetsmål, så tag et kig på kursgrafen for biotekaktien Northwest Biotherapeutics i 2020:

Kursen er næsten tidoblet i år! Men vent…hvad hvis vi ser fem år tilbage?

Ups…for fem år siden var aktiekursen mange gange højere end i dag, selv efter den store optur i 2020. Årets stigning skal ses i lyset af et fald på 99% fra toppen i 2015 til bunden i år.

Hvis du synes det er vildt, venligst spænd sikkerhedsbæltet og se udviklingen siden 2001:

Startkurs: 1308. Slutkurs 2,04. Nu kan vi end ikke skimte den store stigning i 2015, for slet ikke at tale om årets mangedobling. Aktien faldt med 99% fra 2001 til 2015…for endnu en gang at falde med 99% fra 2015 til 2020…for derefter at tidobles på nogle måneder.

Mine pointer er:

  • Brede markeder kan svinge voldsomt fra år til år
  • Kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan ske med en aktie
  • Det er håbløst at sætte lighedstegn mellem et selskabs kursudvikling og kvalitet
  • Fremtiden er svær at spå om – især når de mindst profitable virksomheder kan levere uhørt store kursstigninger

Derfor er det sund fornuft at sprede din risiko.

Jeg lader nok en gang forfatteren og storspekulanten Mark Twain få det sidste ord om aktier:

OCTOBER: This is one of the peculiarly dangerous months to speculate in stocks in. The others are July, January, September, April, November, May, March, June, December, August, and February.

 

/Jesper