Jeff Bezos er grundlægger af Amazon, hvilket har gjort ham til en af verdens rigeste mænd. Faktisk er han født Jeffrey Jorgensen og har danske aner på faderens side.

Selv om vi i dag kan se, at Amazon er blevet en enorm succes, har det ikke skortet på kritik af selskabet undervejs. Tilbage i 1999 kunne Bezos læse følgende kritiske forside i Barron’s:

Forleden godtede Jeff Bezos i et tweet sig over netop denne artikel og understregede, at man ikke skal lade sig vippe af pinden af modgang og ”eksperter”, der forudsiger at det går galt. God pointe.

Begge fik ret

Siden den kritiske artikel er kursen på Amazon aktien mere end 50-doblet, så ingen tvivl om at Jeff Bezos kan le sidst, højst og bedst. Men der er en god grund til, at hr. Bezos har ventet en stund med at trække forsiden frem af gemmerne. For i det efterfølgende dot.com-crash året efter artiklens udgivelse blev Amazons aktiekurs rundbarberet med 95%:

Så begge parter fik ret! Barron’s på den korte bane, Amazon.bomb eksploderede. Bezos på den lange bane med en formue på mere end 100 mia. US dollars.

Alt afhænger af tidshorisonten.

Er du spekulant eller investor?

En spekulant tænker på gode deals her og nu, hvor man kan score uhyrlig mange penge på urimelig kort tid. Her ser du mulighederne på udvalgte dele af aktiemarkedet de seneste tre måneder:

Forklaring:

  • Energiaktier – Den gode (blå, +20%)
  • Markedet (S&P 500) – Den kedelige (lyseblå, +3%).
  • Amazon – Den onde (lyserød, -10%)
  • Zoom – Den grusomme (lilla, -25%)

Udvider vi horisonten til de seneste fem år, ser vi den stik modsatte rangordning:

Zoom har, trods den seneste halvering af aktieværdien, sammen med Amazon givet mere end 300% i afkast siden efteråret 2016, hvor aktierne bredt set i samme marked (USA) ”kun” er steget med godt 100%. På jumbopladsen finder vi energiaktierne, der fortsat ligger under værdien for fem år siden, selv om de er steget med 100% de seneste 12 måneder.

Så…har de udvalgte dele af markedet givet et godt afkast?

Det afhænger fuldstændig af tidshorisonten.

Det væsentlige for investorer

Den store udfordring for investorer som os er, at næsten alle finanshistorier i medierne handler om den helt korte bane, det vil sige ”trader news”. Disse er i bedste fald uinteressante for investorer med det lange lys på.

I stedet for at følge med i finanspressens gæt-en-vinderaktie-konkurrence (”denne aktie har potentiale til måske at stige”, bla bla), så tag et kig på denne lækkerbisken:

Figuren viser, hvor ofte aktiemarkedet (her MSCI World siden 1970) har givet et positivt afkast, alt efter længden af perioden der måles på.

Uanset hvor mange gange jeg ser denne graf, bliver jeg glad og overrasket. Det er forbløffende hvad mennesker samlet set kan omsætte deres ideer, knofedt og virketrang til. Værdiskabelsen over tid er åbenlys. Jo, der er kedelige perioder undervejs. Og ja, de kan vare længe. Men sandsynligheden for succes bliver bare bedre og bedre, jo mere tålmodig man er. Siden 1970 har der ikke været en sammenhængende periode på mere end 10 år, hvor afkastet har været negativt, som søjlen længst til højre illustrerer.

Matematikken taler sit tydelige sprog. Alligevel vil jeg hævde, at det aldrig har været vanskeligere at være investor: Vi bombarderes af dårlige nyheder. Vi kan handle aktier på vores mobiltelefon via få tryk. Vi præsenteres for abnorme afkast og ekstreme ekspertudtalelser, alt andet er for kedeligt. Vores spekulative gen næres fra alle sider.

Det må på den anden side betyde, at aldrig har vigtigheden af at tænke langsigtet været større. Så lad os blive ved med det og ikke spænde ben for os selv. Det vil Jeff Bezos helt sikkert være enig i.

 

P.S. Hvis du sidder tilbage med et indtryk af, at enkeltaktier er sagen – se bare på Amazon og Zoom siden 2016 – venligst se udviklingen de seneste fem år på eksempelvis Teva (-80%) eller SAS (-70%). Det var ikke muligt at bruge disse aktier i dette skriv, da jeg har lovet flere læsere aldrig at omtale disse aktier igen ;-).